Michael Carlsen

Jeg er 62 år, gift med Hanne og far til Julie på 26 år og Nicoline på 23 år. Siden 1983 har jeg boet i Hørsholm, hvor jeg i dag bor sammen med min kone og vores to hunde.

Til daglig arbejder jeg med køb og salg af tekniske produkter til dansk industri – en branche, jeg har været en del af i næsten 40 år. Her har jeg lært vigtigheden af samarbejde, ansvar og at finde praktiske løsninger på komplekse udfordringer.

Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi vores kommune har brug for et alternativ – en ny retning, hvor borgerne sættes i centrum. Uanset om det handler om børnefamilier, seniorer, klima eller sport og kultur, skal vi turde tænke nyt.

For børnefamilier vil jeg arbejde for trygge og stærke skoler samt gode fritidsmuligheder, der giver børnene en god start.

For seniorer ønsker jeg nærværende omsorg og sunde livsstilstilbud, som giver mulighed for et aktivt og værdigt liv.

For klima og miljø vil jeg arbejde for grønne løsninger, der sikrer en bæredygtig fremtid, vi trygt kan videregive til vores børn og børnebørn.

For sport og kultur vil jeg styrke de fællesskaber, som binder os sammen på tværs af generationer.

Mit mål er at være en tydelig stemme for forandring – et reelt alternativ til “plejer” – og skabe en kommune, der sætter fællesskabet først.